Seneste nyt om projektet

Etableringen af Nørrekær Enge II:s vindmøllepark er i gang. Her kan du læse seneste nyt om projektet.

GODT BESØGT INFORMATIONSMØDE

Ny mødeform gav de 250 deltagere mulighed for at hente oplysninger om Nørrekær Enge II-projektet inden aftenens informations- og debatmøde i Farstrup Hallen.

Med seks bemandede informationsstande inviterede Vattenfall Vindkraft naboer og borgere i både Aalborg og Vesthimmerland kommuner til at besøge Farstrup Hallen ved Nibe i god tid inden selve informations- og debatmødet den 15 juni om aftenen. Invitationen blev taget godt imod og informationsstandene havde mange besøg.

Nærkontakt med borgerne

“Vi valgte at kombinere den nære kontakt om eftermiddagen ved de seks bemandede informationsstande med stormødet om aftenen. Mange holder sig tilbage for at stille spørgsmål i et stort forum, og derfor åbnede vi for spørgsmål ved standene allerede kl. 17.00. På den måde kunne folk i ro og mag få mulighed for først at studere vores informationsmateriale og efterfølgende stille spørgsmål ved de bemandede stande,” fortæller projektleder Kurt Kornberg Nielsen.

Lokale investorer med egen stand

De seks stande informerede om alle de væsentlige aspekter ved et vindmølleprojekt af denne størrelse, som projektets omfang, nature og miljøforhold, støj og skygger i området, anlægsarbejdernes omfang og tidsplan, myndighedsprocessen i de to kommuner og mulighederne for at blive medejere, støtte til lokale aktiviteter samt erstatningsmuligheder for berørte ejendomme. Og så etablerede en stor gruppe lokale investorer deres egen stand for at fortælle om deres planer og andel i den samlede vindmøllepark.

Grundig gennemgang

I forbindelse med aftenens store møde præsenterede kommunerne først lokalplanerne og høringsfasen. Derefter gennemgik konsulentfirmaet Urland VVM-redegørelsens hovedpunkter og inden debatten gik igang fortalte en repræsentant fra energinet.dk om køberets- og værditabsordningerne samt milliontilskuddet fra Den Grønne Fond til lokale kommunale aktiviteter.

Forståelse og enkelte kritiske røster

De omkring 250 deltagere i debatmødet fik både en grundig information, men også enkelte kritiske røster at høre om frygten for støj fra de 150 meter høje vindmøller. Nogle var heller ikke glade for at skulle se på vindmøllerne i det fjerne. Borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerland kommune opfordrede derfor folk til at give sig til kende i høringsfasen, sådan som den er beregnet til.

Tilfreds med mødet og formen

Projektleder Kurt Kornberg Nielsen fra Vattenfall konkluderer efter mødet, at formen er den helt rigtige til den slags store projekter. 
“Vi kommer aldrig til at gøre alle tilfredse, og derfor møder vi enkelte kritiske røster uanset fordelene for det overordnede miljø, og at vi overholder alle gældende regler for afstande fra møllerne til beboede ejendomme – faktisk 50% mere end krævet, siger Kurt Kornberg Nielsen, der er tilfreds med udfaldet af informationsmødet.

Sidst opdateret: 2017-06-27 10:27