Klim Vindmøllepark

Klim Vindmøllepark er Danmarks største på land målt på produktionen. De 22 møller med en effekt på hver 3,2 MW er i stand til at forsyne 64.000 husstande med strøm.

Klim Vindmøllepark er ikke kun den største park på land, men også et vellykket repowering-projekt, hvor 35 vindmøller med kun 600 kW effekt er blevet erstattet med langt mere effektive møller. Fornyelsen af parken er desuden sket efter flere års grundige forberedelser og miljøundersøgelser samt en tæt og positiv dialog med Jammerbugt kommune, lodsejere og borgere i området.

Højt oppe i vinden

Vindforholdene ved Klim Fjordholme er optimale for de store 3,2 MW vindmøller med en navhøjde på 94 meter, hvilket er næsten dobbelt så højt som på de gamle 600 kW-møller. I ca. 100 meters højde er der ved Klim en middelvind på 8,1 meter i sekundet. Til sammenligning er middelvinden i samme højde 6,7 m/s i Nordsjælland. De 35 nedtagne vindmøller er blevet renoveret og solgt til genbrug i bl.a. Italien og Irland.

Klim Vindmøllepark Repowered i 2014-15
Antal vindmøller 22
Fabrikat Siemens
Navhøjde og vingefang 94 m / 113 m
Effekt pr. mølle 3.200 kW (3,2 MW)
Samlet effekt 70,4 MW
Årlig produktion / husstandes forbrug  256.000 MWh / 64.000

Vi fulgte i 2014 og 2015 tilblivelsen af den nye park – se videoindslag om projektets milepæle

Sidst opdateret: 2016-05-09 08:49