Fremtiden for vandkraft

Hvad angår den fremtidige vandkraftproduktion i Europa vil der hovedsageligt blive investeret i effektiviseringer og forbedringer af eksisterende vandkraftværker samt ny teknologi til vandkraft.

Vandkraften er veludviklet i Europa. Selvom elproduktionen på basis af vandkraft vil øges i Europa i absolutte tal, vil dens andel af den samlede elproduktion gå en anelse ned. Vandkraftens evne til at lagre energi og fungere som balancekraft vil i højere grad være vigtig, efterhånden som vedvarende, men uregelmæssige energiformer som sol og vind vinder mere og mere indpas.

Det globale potentiale for mindre vandkraftværker

Der ligger et stort potentiale i mindre vandkraftværker, der ligesom store vandkraftværker producerer vedvarende og billig el. Disse anlæg har dog også en indvirkning på det omgivende naturlige miljø. Ulempen ved små anlæg sammenlignet med store vandkraftværker er, at de ikke giver samme forsyningssikkerhed, eftersom de ofte mangler regulering eller lagerkapacitet og således ikke kan bruges som balancekraft.

For øjeblikket er der dog flere lovgivningsmæssige forhindringer, der skal løses, før det er muligt at opnå en mere omfattende brug af små vandkraftværker.

Pumpekraften øger systemets driftssikkerhed

Vandpumpeanlæg udfylder en væsentlig rolle i energisystemet som en måde at lagre energi på og udjævne efterspørgslen og udbuddet af el. Når elproduktionen er stor og forbruget lavt (f.eks. om natten eller i sommermånederne), bruges overskuddet til at pumpe vand op i de højere liggende reservoirer. Når efterspørgslen efter el er større end produktionen (f.eks. om dagen eller om vinteren), slippes vandet fri fra de højere liggende reservoirer, og der produceres el som på et traditionelt vandkraftværk. Pumpelagringsanlæg er dog nettoenergiforbrugere, hvilket betyder, at de i snit forbruger mere energi, end de producerer.

Hvis man kombinerer pumpelagringsanlæg med solenergianlæg og vindmøller, får man både forsyningssikkerhed og en jævn produktionshastighed uanset vejrforholdene. Denne metode udnytter den vedvarende energi, der produceres af vind- og solenergi, og kombinerer den med pumpelagringsanlæggets kapacitet til at lagre energi. Tilsammen vil kraftværkerne blive nettoenergiproducenter. Disse tiltag er dog stadig på tegnebrættet.

Nye teknologier er undervejs

Selvom der er et stort potentiale i nye teknologier som bølge- og tidevandskraft samt osmose, er de stadig på udviklingsstadiet. Det er svært at sige noget om deres betydning for det fremtidige energisystem.

Sidst opdateret: 2014-03-19 22:52