Fremtiden for solenergi

Bedre teknologi og lavere omkostninger vil fortsætte med at gøre solenergi mere konkurrencedygtig. Solenergi forventes derfor at spille en afgørende rolle i det fremtidige energilandskab.

Stadigt billigere solenergi iht. Swansons lov

Siden udviklingen af solceller begyndte, er produktionsomkostningerne faldet støt. Hver gang produktionskapaciteten for solceller fordobles, falder omkostningerne med lige omkring 20 %. Den iagttagelse kaldes "Swansons lov", og effekten har resulteret i, at gennemsnitsprisen pr. watt er faldet fra over 100 USD i 1970'erne til (langt under) én USD nu om dage, og det betyder, at solenergi er blevet tilgængelig for den brede offentlighed og til kommercielt brug.

Når denne udvikling fremskrives til de kommende årtier, kan vi forvente, at omkostningerne til produktion af solenergi bliver ved med at falde. Hver gang omkostningerne falder, sætter det yderligere fart på indførelsen af teknologien, hvilket resulterer i nye prisfald osv.; begge effekter fungerer som drivkraft for den anden. Det Internationale Energiagentur forventer, at de gennemsnitlige omkostninger i 2050 er faldet til 0,05-0,08 USD pr. kWh, men i øjeblikket bliver solenergi allerede produceret for mindre nogle (solrige) steder rundt omkring i verden. Under alle omstændigheder kan vi være sikre på, at solenergi vil blive en af de vigtige brikker i fremtidens energilandskab.

Læs mere

IEA's teknologiske køreplaner for elektricitet fra solenergi, PDF (på engelsk)

Teknisk udvikling inden for solenergi

Over hele verden lægger videnskabsmænd, forskere og virksomheder mange kræfter i at undersøge, hvordan man gør fremtidens solenergi bedre, billigere og nemmere at bruge.

Solcellers teknologiske ydeevne bliver konstant forbedret. En moderne kommerciel solcelle er i stand til at indfange 18-20 % af det lys, der lander på den. Cellernes ydeevne er steget konstant, siden man begyndte at udvikle dem, og det vil også fortsætte fremover. Rekorden for moduleffektivitet i laboratoriet går i øjeblikket helt op til næsten 35 %. Disse moduler er endnu ikke kommet på markedet, men det forventes, at anlæg, der kan præstere disse tal, fremover vil blive kommercielt tilgængelige for alle.

Derudover udvides de måder, vi bruger solenergi på i vores dagligdag, via udviklingen af alle de nye teknologier og applikationer. Vi ser allerede små solceller i almindelige ting såsom lommelygter eller rygsække. I fremtiden skal vi måske vænne os til at se produktion af solenergi i vejene, på vandområder eller endda i fly.

Læs mere

Konvertering af sollys på vejoverfladerne til elektricitet (på engelsk)

Flyv på solenergi (på engelsk)

Nøglefaktoren er at kombinere med energilagring

Solenergi har den fordel, at den bliver produceret på det tidspunkt, hvor vi har mest brug for den: om dagen. Samtidig vil vi også gerne kunne bruge solenergi, når det er mørkt. Og ud fra et mere teknisk perspektiv skal vi undgå store udsving på elnettet på meget solrige (og blæsende) dage. Pålidelige løsninger til energilagring, der også er til at betale, bidrager til dette og er derfor nøglefaktoren i forhold til, hvor stor succes solenergi får.

I fremtiden vil energi sandsynligvis blive lagret på mange forskellige måder: Det kan være en decentral løsning (i hjemmet), eksempelvis i din elbil, eller i en centraliseret løsning med f.eks. et batteri på en solenergipark, eller et "superbatteri" på (CO2-neutral) ammoniak nær en vindmøllepark eller et kraftværk.

Læs mere

Ny forretningsmulighed for store batterier i Tyskland (på engelsk)

Hollandske gasanlæg skal måske være fossilfrie

Sidst opdateret: 2016-07-13 13:21