Sådan fungerer kulkraft

Der bruges både stenkul (eller sortkul) og brunkul til at producere el og i nogle tilfælde fjernvarme. Med de nye teknologiske muligheder har brunkul næsten lige så høj virkningsgrad som stenkul.

Brunkul har et lavere energiindhold og bruges kun i kraftværker, der ligger lige i nærheden af brunkulslejre. Virkningsgraden for et anlæg, der fyrer med stenkul, er lidt højere. Når det drejer sig om varmeværdien, er brunkul dog knap så dyr pr. gigajoule i forhold til stenkul. Ved at bruge de nye teknologiske muligheder som tryksat fluid-bed tørring kan brunkul opnå en virkningsgrad, der kan sammenlignes med stenkul.

Kulstøv brænder hurtigt og ved meget høje temperatur

Kul males i reglen til et fint pulver og tørres, så det brænder ved højere grader og hurtigere. Det blæses derefter ind i forbrændingskammeret og brændes ved en meget høj temperatur. Den termiske energi, der dannes, opvarmer vand, hvorved der dannes damp, som derefter føres til en række turbiner, der er forsynet med propellignende skovle.

Dampen driver skovlene, hvilket får turbinens aksel til at dreje rundt med høj hastighed. Der er placeret en generator i den ene ende af turbinens aksel. Efterhånden som akslen drejer rundt, produceres der el. Når dampen er ført gennem turbinen, kondenseres den igen og returneres til kedlen, hvor den opvarmes igen. I nogle kraftværker bruges den producerede varme også til fjernvarme.

Nye anlæg er mere effektive

Mange anlæg i lande som Kina og Indien er dog forældede. I 2008 var der mere end 8.000 små kulkraftværker i Kina, mange med dårlige virkningsgrader og stor udledning. De fleste anlæg i USA, Sydafrika og Europa har også brug for at blive udskiftet. Verden over er den gennemsnitlige virkningsgrad er 28 % for stenkulfyrede kraftværker, sammenlignet med over 46 % for moderne anlæg. De mest moderne brunkulfyrede anlæg har en tilsvarende virkningsgrad.

Ny teknologi reducerer udledningen 

Store mængder af de partikler, som forbrændingsgasserne renses for, blev tidligere ledt ufiltreret ud i luften. Med veludviklede teknologiske løsninger kan man reducere udledningen af svovl, kvælstofoxider, støv og tungmetaller. Røggasrensning anvendes f.eks. til at nedsætte udledningen af svovl. Med effektive partikelfiltre kan mere end 99,9 % af støvudledningen forhindres i at slippe ud i atomsfæren.

Kuludvinding

Der er grundlæggende to metoder til at udvinde kul ud på: underjordiske miner og åbne miner. Underjordisk minedrift står for ca. 60 % af verdens kulproduktion, omend dette tal varierer fra område til område. I Australien står de åbne miner f.eks. for 80 % af den samlede kulproduktion.

Intensiv genopretning af mineområder 

Kullene udvindes ovenfra, hvor de ligger tæt på overfladen. Man kommer frem til kullene, mest brunkul, ved at grave sig igennem lag med jord, sand og klippe. Der er derfor brug for intensiv genopretning af tidligere mineområder. Der bruges bl.a. jord til at rekonstruere skove, græsningsarealer og forskellige former for dyrkningsarealer.

Der bruges underjordisk kuludvinding, når kullene er lagret langt nede i jorden. Det er mere risikabelt end overfladisk minedrift og kræver yderligere planlægning så som avancerede drænings- og ventilationssystemer.

Sidst opdateret: 2014-03-19 17:54