Slutdeponering af kerneaffald

Brugt kernebrændsel skal holdes isoleret i meget lang tid.

Radioaktivt affald opdeles normalt i tre kategorier: lav-, mellem- og højrisiko affald. Lavrisiko affald er sikkert, så det kan behandles som almindeligt affald, når det er sorteret og vasket. Det består mest af forskellige dele som brugt beskyttelsesbeklædning og filtre. Affald i mellemrisikogruppen skal isoleres og strålingen afskærmes i ca. 500 år, før det ikke længere anses for at være farligt.

Højrisiko affald består af brugt kernebrændsel. Det udgør 99 % af strålingen, men kun ca. 5 % af den samlede mængde kerneaffald. Der skal bruges flere meter vand eller flere decimeter stål for at holde strålingen fra kernebrændslet inde. Halveringstiden (den tid, det tager for radioaktivt materiale at halvere sin radioaktivitet) varierer meget for de forskellige radioaktive partikler - fra mindre end 1 sekund til millioner af år, og affaldet skal holdes isoleret i meget lang tid. Nogen vurderer det til mindst 100.000 år.

Løsningen varierer fra land til land

Det enkelte land skal tage hånd om sit eget kerneaffald. Løsningerne varierer noget fra land til land, og planlægningen har nået forskellige stadier.

Ifølge den svenske løsning skal brugt kernebrændsel i første omgang lagres på dybe vandmagasiner i mindst 30 år. Indtil ca. 90 % af strålingen er forsvundet.

Det brugte kernebrændsel placeres derefter på et geologisk slutlager. Det indkapsles i forskellige former for beskyttelsesmateriale som kobber og jern. Det indkapslede materiale opbevares, omgivet af bentonit ler, i udborede hvælvinger bokse eller tunneller 400-1.000 m nede i undergrunden.

Flere lande følger den samme strategi som Sverige, og denne form for slutdeponering er under planlægning i flere områder, men er endnu ikke i drift. I nogle lande er strategien for slutdeponeringen dog fortsat uklar.

Sidst opdateret: 2014-03-19 16:19