Kernekraftens historie

Kernekraft blev først brugt til elproduktion i 1950'erne.

Verdens første kernekraftværk til kommerciel drift, Calder Hall i Sellafield, Storbritannien, stod færdigt i 1956 og producerede el samt plutonium til forsvarsformål.

Fra 1960 til sidst i 1970'erne voksede kernekapaciteten på verdensplan fra knap 1 GW til mere end 100 GW. Årsagerne til denne massive ekspansion var det stigende elforbrug og et politisk ønske om at gå væk fra at være afhængig af olie som følge af oliekrisen i 1970'erne.

Den offentlige mening blev mere og mere kritisk over for kernekraft i midten af 1970'erne. Man var bekymret for uheld og usikre på, hvordan det radioaktive affald skulle håndteres.

Kritikken blev forstærket d. 28. marts 1979, da kernekraftværket Three Mile Island i nærheden af Harrisburg, Pennsylvania i USA blev udsat for en delvist nedsmeltning pga. en række tekniske fejl. En reaktor blev ødelagt, men der slap intet radioaktivt materiale ud, og ingen blev kvæstet. Alligevel fik ulykken stor betydning for den offentlige debat og den politiske udvikling.

Der forekom et alvorlig kernekraftulykke ved Tjernobyl i det nordlige Ukraine i 1986. Uranbrændslet blev overophedet og smeltede, hvorved den omgivende grafit blev antændt, og store dele af kraftværket eksploderede pga. varmen og reaktionen mellem grafitten og dampen. Der blev spredt radioaktivt materiale over store dele af Europa. En af årsagerne til det var, at Tjernobyls reaktor ikke havde en indkapsling rundt om reaktoren, der kunne hindre udslip, hvilket alle eksisterende kraftværker har i dag.

Som umiddelbar følge af ulykken blev der dræbt 30 mennesker, og 134 fik akutte stråleskader. Der har været et øget antal tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen i de nærliggende områder i det tidligere Sovjetunionen, og man mener, det hænger sammen med Tjernobyl-ulykken.

Presset rundt om i verden for at udfase kernekraft tog til efter ulykken, og i 1990 havde Italien lukket sine samtlige reaktorer.

Konklusionerne på basis af både Three Mile Island- og Tjernobyl-ulykken har resulteret i yderligere forbedringer af sikkerheden for kernekraftværker i drift.

Den offentlige mening om kernekraft er blevet mere positiv inden for de senere år, og flere lande har besluttet at udskifte gamle reaktorer eller udvide deres kernekapacitet.

I Tyskland har regeringen besluttet at udfase brugen af kernekraft.

Sidst opdateret: 2014-03-19 16:27