Fakta om biomasse

Biomasse er en vedvarende energikilde og kan være alt fra energiafgrøder til restprodukter fra landbrugs- eller skovdrift og husholdningsaffald. Det er i øjeblikket den mest betydningsfulde form for vedvarende energi i Europa

Biomasse har været anvendt som brændsel i ti tusinder af år. Udviklingen af mulighederne for at anvende biomasse har gjort massive fremskridt i løbet af de seneste årtier. Der er nu en lang række metoder til at omdanne biomasse til el og varme, fra træpiller til opvarmning af private boliger til landbrugsaffald, der bruges til at producere el i kommercielle kraftværker.

Bioenergi forventes i 2020 at udgøre over halvdelen af den vedvarende energi i EU

Bioenergi er i øjeblikket den mest betydningsfulde form for vedvarende energi i EU, og det forventes, at den beholder sin dominerende position i realiseringen af 2020-målene for EU. Det skyldes hovedsageligt den dominerende rolle, som biomasse har inden for varme og transport. Selvom der er alternative muligheder for vedvarende energi til produktion af elektricitet, spiller biomasse en afgørende rolle for transport og varme. 

Se illustrationen i større format

4 % af EU's elproduktion

Biomasse og affald udgjorde ca. 4 % af EU's elproduktion i 2010. Biomasse bruges primært i lande med ekstensiv skovdrift, hvor restprodukter som grene, træflis og savsmuld kan bruges til at producere el og varme. Lande med store landbrugsbedrifter og industrier, der genererer affaldsprodukter, der kan bruges som biobrændsel, har også et potentiale for at øge deres brug af biomasse.

Kraftig stigning i brugen af biomasse forventes

Antallet af kraftværker i Europa, der udelukkende kører på biomasse, forventes at stige voldsomt i de kommende år. Derudover anvendes det sammen med kul i mange kulfyrede kraftværker.

Bæredygtig biomasse udgør et vigtigt bidrag til
CO2-reduktion

Biomasse kan bidrage til at reducere CO2-udledningerne. Dyrkning og produktion skal udføres på en kontrolleret og bæredygtig måde for at sikre, at biomasse til energi resulterer i meningsfuld CO2-reduktion. Vattenfall forbedrer løbende de kontroller og bedømmelser, virksomheden har etableret, for at sikre, at den anvendte biomasse er bæredygtig.
Vattenfall er medlem af:
Sustainable Biomass Partnership (engelsk).

Energitrekant

Når samfundet skal forsynes med energi, skal det ske, så der er balance mellem tre vigtige faktorer: konkurrenceevne, forsyningssikkerhed samt miljø og klima. Der er ikke én enkelt energikilde, der er helt optimal i forhold til alle dimensioner. Denne energitrekant illustrerer fordele og ulemperne ved biomasse.

Klima og miljø: Ved at bruge biomasse til elproduktion i stedet for fossile brændsler, reduceres udledningen af CO2 væsentligt. Der udledes CO2 til atmosfæren, når der afbrændes biomasse, men når biomassen vokser, binder den CO2 via fotosyntesen. Biomasse, der er korrekt styret, er derfor med tiden CO2-neutral.

Forsyningssikkerhed: Biomasse kan omdannes til en stabil og driftssikker forsyning af el og varme. Biomasse kan fremskaffes sikkert i mindre omfang, men det er vanskeligere at sikre en stabil forsyning af større mængder. Et vigtigt skridt er at etablere et globalt handels- og certificeringssystem. Biomasseressourcerne er geografisk spredt, og den politiske risiko er begrænset.

Konkurrenceevne: Det er for øjeblikket dyrere at bruge biomasse til at producere el end andre energikilder som kul, gas eller kernekraft. Den globale forsyningskæde af biomasse er under udvikling, og med tiden vil de teknologiske og logistiske forbedringer bringe priserne ned. En øget pris på CO2 vil også forbedre den økonomiske konkurrenceevne for biomasse.

Sidst opdateret: 2014-03-19 10:42