Nyhed | 2016-06-16 | 13:06 PM

Søkablet ført i land

Det 33 km lange søkabel, der skal transportere produktionen af vindenergi fra Horns Rev 3, blev den 13. juni ført i land nord for Henne Strand i Vestjylland og koblet sammen med landkablet og transmissionsnettet.

Etableringen af Vattenfalls Horns Rev 3 vindmøllepark kom i juni 2016 et stort skridt længere med ilandføringen af Energinet.dk’s søkabel. Det 33 km lange 220 kilovolt kabel kommer fra Energinet.dk’s transformerplatform, der blev placeret på havet i maj. Enden af det kilometerlange og 28 centimeter tykke søkabel blev ved en nøje planlagt operation først sejlet tæt på kysten på flydepontoner og derefter trukket i land.

På havet er søkablet udlagt ved hjælp af kabelskibene ”Sima” og ”Henry P. Lading” fra JD Contractor. Det er ABB, der har fremstillet det 33 km lange kabel med en samlet vægt på 3.100 ton. Folk fra JD Contractor, ABB og Energinet.dk var til stede på stranden og kunne langsomt, men sikkert se kablet blive trukket helt op til klitterne. Her kobles det sammen med det nedgravede landkabel.

Søkablet spules ned under havbunden og graves ned under stranden, så kablet ikke vil være synligt, når hele operationen er færdig. På land kobles kablet sammen med et 50 km langt og nedgravet landkabel, der skal transportere strømmen til transformerstation Holsted.

Når de 49 stk. 8,3 MW vindmøller er sat op og begynder at producere vindenergi i løbet af 2018 og 2019, bliver spændingen på 33 kV fra vindmøllerne sat op til 220 kV på transformerstationen og strømmen transporteres i land via søkablet.

  • Medarbejdere fra JD Contractor koblede enden af søkablet til wiren ude på havet. Her er søkablet trukket fri af vandet for at blive trukket de sidste par hundrede meter op på land.

  • Kabelskibet “Henry P. Lading” fra JD Contractors og flere bugserbåde lagde den sidste ende af ialt 33 kilometer søkabel ud på havbunden.

  • Motorbåde skubber søkablet på plads vinkelret på kysten, mens det stadig ligger i overfladen på flydepontoner.

  • Søkablet ved vejs ende på stranden ved Blåbjerg Klitplantage. Det 28 cm tykke kabel blev derefter koblet sammen med landkablet i fordybningen bag lastbilen.