Nyhed | 2017-09-07 | 10:37 AM

Søkabler på plads til Kriegers Flak

Den 22. august nåede etableringen af Kriegers Flak er stort skridt videre, da Energinet trak det første af to søkabler til havmølleparken i land ved Rødvig på Stevns.

Det 25 centimeter tykke søkabel er netop trukket i land fra kabelskibet ”NKT Victoria”, der på dagen ligger 1 200 meter fra land. Foto: Energinet.

De første par hundrede meter af i alt 45 km kabel med en samlet vægt på 3440 tons blev trukket i land fra det sted, hvor den ene af de to transformerplatforme til projektet skal placeres. Efter at kablet var trukket gennem 220 meter beskyttende rør fra havet og op i land, kunne kabelskibet ”NKT Victoria” lette anker og lægge resten af kablet ud på havbunden.

Den anden platform placeres 10 km fra den første, og til den position blev der i starten af september udlagt yderligere 45 km søkabel ind til Rødvig.