Nyhed | 2016-08-24 | 16:02 PM

Gamle søminer bortsprængt ved Horns Rev 3

Forsvarets mineryddere har i juli sprængt tre gamle søminer på havbunden i det område, hvor Horns Rev 3 vindmøllepark skal opføres.

Ovenstående video viser bortsprængningen af en 700 kilo stor sømine, der var den største af de tre.

Det var en geofysisk undersøgelse af havbunden, som i 2015 registrerede de tre miner, men det var først under bearbejdelsen af de indhentede data, at minerne blev identificeret og bagefter undersøgt ved hjælp af et fjernstyret undervandsfartøj – en såkaldt ROV - Remote Operated Vehicle.

Med sprængningen er alle hindringer i form af ueksploderede miner på havbunden ryddet af vejen for opførelsen af vindmølleparken.