Nyhed | 2017-05-08 | 14:33 PM

Flere vejrudsigter gør arbejdet mere sikkert

Der er brug for en ”second opinion” om vejret af hensyn til anlægsarbejdet på havet.

Vattenfall har indgået aftale med den internationale meteorologiske organisation, MeteoGroup, om levering af fire daglige vejrudsigter for havet omkring Horns Rev 3. Vejrudsigterne er særdeles vigtige for planlægningen og udførelsen af anlægsarbejderne til havs, og derfor kommer udsigterne fra MeteoGroup ikke til at stå alene.

Hovedleverandørerne til vindmølleparken skal således anvende andre meteorologiske tjenester end MeteoGroup for at sikre, at planlæggerne samlet set får et præcist billede af det aktuelle og kommende vejr under anlægsarbejdet. Det er ikke kun vigtigt for selve anlægsarbejdet men også for Marine Warranty Survey og mulighederne for at få forsikringsselskabernes til at erstatte tab af udstyr og materialer, hvis vejret uforudset skulle udvikle sig til det værre.

Anlægsarbejderne i forbindelse med opførelsen af vindmøllerne begynder for alvor i maj 2017 med placeringen af et stenfilter på havbunden, hvor de 49 møller skal stå. I 2018 begynder opsætningen af fundamenter, tårne og maskinhusene samt vingerne, og alle operationer kræver nogenlunde eller godt vejr på havet.