Pressemeddelelse | 2014-08-04 | 11:00 AM

Startskuddet er gået til Danmarks største vindmøllepark på land

De 35 gamle vindmøller i Klim Fjordholme Vindmøllepark erstattes med 22, men fem gange mere effektive vindmøller.

Vattenfall Vindkraft er begyndt nedtagningen af de 35 gamle og utidssvarende vindmøller ved Klim Fjordholme i Nordvestjylland, og i midten af juni vil alle vindmøller være fjernet. Derefter begynder arbejdet med at opsætte 22 nye og større vindmøller.

Stor miljømæssig gevinst

Der er tale om et af Danmarks største såkaldte repowering-projekter, hvor mange utidssvarende vindmøller erstattes med færre, men langt mere effektive vindmøller – til gavn for miljøet og produktionen af vedvarende energi. Alene seks af de nye 3,2 MW vindmøller har samme effekt som de 35 gamle 600 kW møller. Når parken er udbygget med alle 22 vindmøller, får den en samlet effekt på 70,4 mio. W. Klim Fjordholme Vindmøllepark vil dermed kunne forsyne 58.000 husstande med strøm om året.

Velholdte møller

De fleste af dem bliver renoveret og eksporteret til lande, hvor det bedre kan betale sig at producere vedvarende energi fra de relativt små 600 kW vindmøller, fortæller direktør Carsten Sørensen fra Green-Ener-Tech, der udfører opgaven med at nedtage vindmøllerne. ”Vindmøllerne er velplejede efter 18 år i drift. 25 af dem eksporterer vi til Italien, hvor de bliver renoveret inden opsætning. Vi eksporterer desuden til Irland og Litauen. Med opsætningen af nye og mere effektive vindmøller og genbrug af de gamle, får man en dobbelt miljøeffekt ud af det”, siger Carsten Sørensen.

Nye møller, nye udfordringer

Elektrikerne Jes Laursen og Morten Norre Andersen fra Vattenfall Vindkraft har de seneste år haft opsynet med de 35 møller. De skal afbryde strømmen fra møllerne, før nedtagningen kan gå i gang. For dem er en æra forbi, men nu kan en ny begynde. For Morten Norre Andersen er det lidt vemodigt at skulle sige farvel til de velkendte vindmøller: ”De nye møller er imidlertid nemmere at lave service på. Der er tænkt meget mere over, hvordan man kommer rundt i dem. Det er til gavn for os, der har opsynet med møllerne og dét, der skal udføres på dem. Vi er der jo for at sikre, at vi får mest muligt for pengene”, siger Morten Norre Andersen.

Færdig i slutningen af 2015

Når de 35 vindmøller er nedtaget, skal de gamle armerede betonsokler fjernes og 22 nye støbes. Desuden skal der lægges kabler inden opsætningen af de nye vindmøller. Anlægsarbejderne varer næsten et år, og først til maj 2015 begynder opsætningen af de nye 3,2 MW vindmøller. Den opgraderede vindmøllepark er klar til produktion med udgangen af 2015. Denne ene af de 22 vindmøller bliver privatejet.

Henvendelse vedrørende pressemeddelelsen kan ske til kommunikationschef Arne Rahbek, Vattenfall Vindkraft på telefon 27880406 eller e-mail:
Arne Rahbek