Pressemeddelelse | 2013-09-10 | 14:31 PM

Branden på Horns Rev 1 er under kontrol

Fredag formiddag udbrød der brand i en mølle på Horns Rev 1 og alle relevante myndigheder blev straks informeret. Årsagen til branden er endnu ukendt, men der arbejdes på at klarlægge dette så hurtigt som muligt.

Fredag blev området omkring møllen inspiceret ved hjælp af båd, og det blev konstateret, at der ikke flyder rester fra nacellen rundt i vandet. Havoverfladen er desuden inspiceret for at undersøge, om der har været olieudslip i forbindelse med branden. Der er ikke fundet olie på havoverfladen. Der var på intet tidspunkt risiko for at branden ville sprede sig til andre møller, ej heller var der risiko for personskade.

Mandag blev møllen inspiceret ved hjælp af helikopter og der udarbejdes nu en plan for det videre forløb. Næste skridt bliver inspektion af nacelle og tårn for at klarlægge årsagen til branden, og derefter forberedes nedtagning af møllen.

Fakta:

Horns Rev Vindmøllepark blev etableret i 2002.
Horns Rev 1 ligger ca. 15 km. vest for Blåvands Huk. Den består af 80 møller af hver 2 megawatt.
Parken er ejet af Vattenfall (60 procent) og DONG Energy (40 procent).

Pressekontakt: Andrine Nordby, Vattenfall, mobil +45 27 87 52 97
andrine.nordby@vattenfall.com