Nyhed | 2014-10-16 | 15:09 PM

Børsen: Vattenfall vil banke Dong på havvind

Vattenfall indleder et kapløb med Dong om at levere de bedste og billigste havmøller, skriver dagbladet Børsen. Vattenfalls nye topchef, Magnus Hall, vil sænke priserne, så de kan matche Dongs mål om at gøre havvind mindst 40 pct. billigere. Hall skal desuden gøre Vattenfall grønnere. Offensiven glæder Dong.

Efter en drøj tid i kølvandet på finanskrisen har Vattenfall hentet Magnus Hall ind som ny adm. direktør:

“Vi skal være blandt de ledende aktører, når det gælder omstillingen mod vedvarende energi. Derfor er vindkraft en naturlig del af vores ekspansionsmuligheder. Vi kan sige det sådan, at hvis vi ikke kan levere det samme eller bedre, kommer vi ikke til at vinde de projekter, der findes,” siger Magnus Hall.

Udmeldingerne om, at Vattenfall for alvor melder sig ind i kapløbet for at få prisen banket i bund, vækker både begejstring og forundring blandt analytikere og branchekendere. Henrik Stamer, adm. direktør i K2 Management og Feng Zhao, chef for vindenergi i det globale analysehus FTI Consulting roser Vattenfalls direkte og offensiv signal. Magnus Dale, senioranalytiker med speciale i offshore vind hos IHS Energy, er anderledes pessimistisk på Vattenfalls vegne:

“Meldingen fra Vattenfall er meget offensiv. Vores forventninger, at det i løbet af det næste årti vil være muligt at sænke prisen med 20 pct. for en basisvindpark.”

Hall understreger, at Vattenfall arbejder på at ændre sin fordeling af energiproduktion og inden for et halvt år vil præsentere sin plan for fremtiden:

“Vores mål er at investere så meget som muligt i vedvarende energi.” Selvom finanserne stadig er pressede holder Magnus Hall fast i de grønne visioner, som skal finansieres af pengestærke partnere. Her kommer Danmark til at spille en central rolle.

“Vi har vores overvågningscenter til vindkraft i Esbjerg, og vi har en stor del af vores kompetencer i at bygge i Danmark. Både til lands, men frem for alt på offshore er det meget stærkt,” siger Magnus Hall og fortsætter:

“Danmark har også store kompetencer inden for området på leverandørsiden med både Vestas og Siemens, der er meget etablerede”.

Børsen: Vattenfall vil banke Dong på havvind (PDF)