Nyhed | 2011-10-25 | 15:30 PM

Sol, Street og sjov i Odense

Knap 40 børn og enkelte forældre havde fundet vej til Dalumhallen denne solskinsfredag i efterårsferien. Der blev spillet Street Handball i tre timer, hvor børnene blev udfordret på mange måder, men også i høj grad fik vist deres egen kreativitet med den grønne, bløde Street-bold.

Vanen tro startede dagen med en masse glade og energiske børn, som havde glædet sig til et par timer i selskab med folkene bag Street Handball – og de blev ikke skuffet. Indledningsvis var der leg og jonglering med bold efterfulgt af spil på mål. De unge spillere brugte også skraldespande og flaskecontainere på pladsen til at springe op på og skyde fra, ligesom der blev opstillet paller til at sætte af på. De anderledes og meget parkour-inspirerede omgivelser faldt i god jord hos alle.
Børn spiller Street Handball

Vejret var så godt, at alt foregik udenfor og dermed blev de unge, der er rutinerede håndboldspillere også taget ud af deres faste rammer. Noget som Ole Bruun Andersen fra Street Handball Organisationen satte pris på:
- Det har været en fantastisk dag. Dejligt at alle de børn brugte tre timer i deres ferie på at lege med os. Det overraskede os faktisk, at så mange kom – på den gode måde naturligvis. Street Handball har mange facetter og det var sjovt at se, at også det etablerede håndboldmiljø kunne bevæge sig ud af de faste rammer.

Morten Stig Christensen fra DHF deltog også i dagens arrangement. Han har tidligere været med til Street-arrangementer og er ret begejstret for spillet:
- Styrken ved Street Handball er legen og friheden til, at man kan gøre, hvad man vil. Kreativitet er virkelig i højsædet her. Alle blomstrer og træder lidt ud af de roller, de har inde i hallen – der er plads til alle niveauer i Street Handball.

Mille, Lai og Louann var nogle af deltagerne, og de havde en rigtig god dag. De var alle enige om, at Street Handball er sjovt, fordi det er anderledes end almindelig håndbold. Lai sagde bl.a.
- Det bedste i dag var, at vi selv måtte styre legen. Og at vi kunne spille sammen med U12 og U14-spillere, vi er selv U10-spillere.
- Og at drenge og piger kan spille sammen, fortsætter Mille.
Tre børn

Rikke Stendahl, kommunikationsansvarlig i DHG Odense, satte stor pris på dette Street-arrangement på deres grund, og synes det havde været sjovt at træne på en anderledes måde:

- Der er ikke de store krav. Det er uorganiseret og med fokus på leg. Børnene grinte en masse, hvilket var skønt at se. Og som klub kan vi bruge denne dag til at promovere vores klub i lokalområdet – så derfor var det ekstra godt at se de nye børn, som havde fundet vej hertil.
Gruppebillede, Street Handball

Læs mere om Vattenfalls sponsorat af Street Handball her