Nyhed | 2011-02-22 | 15:15 PM

Skorstenen klippes i stykker

Morgenens rimtåge hænger lavt og tæt over Nordjyllandsværket, hvor en 140 meter høj kran løfter en platform og en nedbrydningsmaskine op på toppen af skorstenen til blok 1.

skorsten

Det er besluttet at fjerne skorstenen til blok 1, der blev taget ud af drift i 1996. Og da der ikke er plads til at sprænge den, er den næstbedste løsning at klippe den i stykker bid for bid, indtil man når det sted på skorstenen, hvor den begynder at blive bredere. Herefter kan nedbrydningen af de sidste 25-30 meter foregå fra jorden. Betonen vil selvfølgelig blive knust og genbrugt.  

Billigere end at vedligeholde

En beregning over udgifterne til at vedligeholde skorstenen viser, at det er billigere at nedrive den i stedet for en fortsat vedligeholdelse. Og da skorstenen sandsynligvis aldrig komme i brug igen, besluttede man at fjerne den.  

Et stykke historie forsvinder

Skorstenen, der er 110 m høj, blev støbt til Nordjyllandsværkets blok 1, der blev bygget i perioden 1963 til 1967. Der er tale om den første selvstændige blok i kraftværksselskabet NEFO's historie efter en forsyningsmæssig "skilsmisse" fra Aalborg Kommunes Elværk. Så der er tale om et stykke nordjysk historie, der nu forsvinder.  

Arbejdet ventes færdigt midt i april.