Nyhed | 2013-03-22 | 09:30 AM

Bycyklerne er på gaden igen - og det skal fejres

I år er det femte sæson, at Aalborgs blå bycykler kommer på gaden. Hvert år fragter de nu i alt 200 cykler tusindvis af byens beboere og besøgende rundt i byen. Cyklerne står klar til brug på 21 lokaliteter i byen, så det altid er nemt at finde en cykel, når man har brug for det. Det koster 20 kr. i depositum at låne en cykel.

VF bycykel

Vi fejrer, at bycyklerne er kommet ud af vinterhiet, og lørdag den 23. marts sættes der specielt fokus på cyklerne fem forskellige steder i Aalborg. Så hold særligt øje med disse steder: Salling Torv, Joe & the Juice på Nytorv, Profil Optik på Bredegade, Loft by Loftet på Bispensgade og Friis. Lad ikke kulden holde dig hjemme.

Målet med systemet har fra Aalborg Kommunes side været at give alle en mulighed for at transportere sig på en miljørigtig måde rundt i byen:
”Bycyklerne giver byens borgere en unik mulighed for at komme let omkring. Samtidig er vi glade for det gode samarbejde med bycyklernes sponsorer, der har været med til at sikre, at systemet kan fortsætte”, udtaler rådmand for Teknik- og Miljøforvaltningen Mariann Nørgaard.

Vattenfall har været sponsor for systemet siden starten og er glade for fortsat at kunne være med til at give byen et godt bycykelsystem:
"Som en stor arbejdsplads i Aalborg vil Vattenfall gerne være med til at udvikle byen i en miljørigtig retning ved at tilbyde bycykler af høj kvalitet, så de er et reelt og godt alternativ til andre transportmulighed", siger Henrik Klitgaard-Jensen, kraftværkschef på Nordjyllandsværket.

I år har systemet fået en ekstra sponsor; Aalborg Havn A/S, der som lokal virksomhed også glæder sig over at kunne bidrage til Aalborgs grønne profil.

Bycyklerne, der til dagligt bliver passet og serviceret af AFA JCDecaux, er i år blevet lukket ud på gaden 1. marts, hvilket er en måned tidligere end normalt, og de står derfor allerede klar til brug.

Tekst:
Andrine Nordby