Vores kraftvarmeværker

Vattenfall ejer og driver to kraftvarmeværker i Danmark: Nordjyllandsværket og Fynsværket, hvor også Odense Kraftvarmeværk hører under. Værkerne har en samlet produktionskapacitet på 900 MW el og 1.234 MJ/s fjernvarme. De anvendte brændsler på værkerne er kul, olie, biomasse og affald.

Om kraftvarme

Kraftvarmeværker er effektive til at udnytte energien i brændslerne, fordi de både producerer strøm og fjernvarme af den samme mængde brændsel.

Kraftvarmeværker kan udnytte energien i brændslerne næsten dobbelt så godt som kraftværker (det vil sige værker, der kun kan producere strøm). Det skyldes, at kølevandet fra kraftvarmeværkernes elproduktion udnyttes til fjernvarmeproduktion, i modsætning til kraftværker, der må lade kølevandet gå til spilde.

Et kraftvarmeværk i Danmark er mest energieffektivt i de ca. 10 måneder om året, hvor forbrugerne efterspørger fjernvarme. Om sommeren bruger de store kraftvarmeværker havvand som kølevand - i stedet for fjernvarmevand – hvorved noget af energien går tabt. Havvandet pumpes ind og ud af værkets kølevandssystem ved hjælp af meget store kølevandspumper. Kølevandet gør ingen skade på livet i havet, da det er helt rent og højst bliver opvarmet 10 grader Celcius i forhold til resten af havet.

Store kraftvarmeværker i Danmark ligger altid helt tæt ved havet, så de kan producere strøm året rundt.
Mindre kraftvarmeværker, som typisk ligger inde i landet, laver derimod kun strøm i de perioder, hvor forbrugerne efterspørger fjernvarme. De har nemlig ingen anden måde at komme af med deres kølevand på.

Sidst opdateret: 2014-03-22 00:06